Spiludvikling

Formål: At opnå kompetencer til at arbejde med spiludvikling i undervisningen

 

Der er (mindst) 3 beslægtede måder at inddrage programmeringsprojekter på i undervisningen:

 

  • Som et læringsobjekt i et længere fagfagligt forløb, fx udformning af en multimodal produktion
  • Som et redskab på lige fod med andre digitale redskaber til udformning af forskellige digitale løsninger
  • Som en teknologi til at arbejde med modeller

 

Spiludvikling er velegnet til at inddrage som et læringsobjekt, fx kan man forestille sig, at eleverne udformer et lille læringsspil ud fra et fagligt emne, som de har beskæftiget sig med.
Det er også en indgang til at udforme modeller over virkelige systemer. Et spil kan fx tage udgangspunkt i vedvarende energi, hvor forskellige energikilder skal forsyne en bebyggelse med strøm. Spilleren skal sørge for at vedligeholde og indkøbe vindmøller, solceller, m.m. Hver gang bebyggelsens strømforbrug overstiger den genererede vedvarende energi, mister spilleren point.

På kurset bliver du introduceret til forskellige platforme til spiludvikling. Vi tager udgangspunkt i velegnede begynderressourcer og bevæger os derfra videre til mere avancerede gameengines og platforme til spiludvikling.
Undervejs kommer vi omkring spilgenrens særlige kendetegn og forslag til didaktisk design i forbindelse med større spiludviklingsprojekter.
Kurset henvender sig både til kursister med og uden erfaring med kodning. Hvis du ikke før har arbejdet med kodning, er det dog en fordel, at du forinden har deltaget i kurset ”Kom godt i gang med kodning”